SPILLET OM ANE – DER LAGDE BYEN I ASKE, TEATEREVENT I AUGUST

SPILLET OM ANE – DER LAGDE BYEN I ASKE, TEATEREVENT I AUGUST

Historien om ’Ane – pigen, der lagde byen i aske’ er en ny teaterevent, som Himmerlands Teater står for i samarbejde med de andre kulturinstitutioner på Kulturkajen. Himmerlands Teater er byens
professionelle teater, og teatret har faste forestillinger hele året igennem.

Himmerlands Teater har et bredt repertoire, og hvad enten du er til nyere international dramatik, komedie eller klassiske forestillinger, så har teatret noget at byde på. Forestillingen om Ane spilles dog ikke på teatret men i stedet i det Røde Pakhus på Kulturkajen. Her er der bogstaveligt talt højere til loftet og bedre plads, og det giver mulighed for at udfolde en forestilling i det helt store format.

Historien om Ane handler om branden, der lagde den sydlige del af byen øde. Brandstifteren var en 16 årig pige, og det historiske forløb omkring begivenheden er kendt gennem den retssag, der efter branden blev ført mod den unge pige. En spændende og dramatisk historie om død og ulykke for pigen og byen.

Ane var kun 16 år gammel, da hun for at dække over tyveri af nogle alen lærred kommer til at påsætte en brand, som lægger det meste af Hobro i aske. Omkring hende hvirvler et broget persongalleri, ikke alle har helt rent mel i posen. Men man må jo klare sig, som man bedst kan – også selvom det er på bekostning af andre. I byen huserer den lusede og rapkæftede Skrædder Maren, den snu Jørgen Snedker og Pastor Spur, der gør, hvad han kan for den stakkels Ane, samt koner, kællinger, godtfolk, andet pak og en flok flamencodansende spanske soldater.

Straffen for mordbrand er halshugning og derefter afbrænding. Som følge direkte af branden blev Hobro skattefri i 10 år og rejste sig igen til en særdeles driftig handelsby. Det er fortællingen om en by, der gennemlever en krise, og som mod alle odds atter formår at rejse sig.

Læs om Himmerland Teater klik på billedet her under