I mere end 20 år har amatørteatret Fyrkatspillet indtaget langhuset på Fyrkat med både dramatiske og humoristiske fortællinger fra vikingetiden. I 2019 er det vølven – troldkvinden fra Fyrkats grav 4 –der er omdrejningspunktet for historien, som er skrevet af forfatteren Ebbe Kløvedal Reich. Fyrkatspillet opførte første gang hans forestilling Mandebod i 2004, og nu genopsættes den i en bearbejdet version af Jørgen W. Larsen.

Soten raser på Fyrkat. Den dødelige pest kræver dagligt sine ofre. Selv de stærke krigere bukker under én efter én. Fortvivlelsen er stor, og samtidig går der rygter om angreb fra snart sagt alle verdenshjørner.

Borgens vølve og repræsentanten for den nye tro – kristendommen – skændes så det brager om, hvilken gud er løsningen på problemerne. Ingen af dem lader til at kunne få den dødelige sygdom til at forsvinde. Først da den finurlige munk Poppo ankommer samtidig med fire repræsentanter fra underverdenen, begynder en dramatisk healing, der er centreret omkring vølven Svavas fortid.

Fra 24. maj til 8. juni venter der publikum en eventyrlig fortælling fyldt med drama, spænding, gys og masser af humor.