Indvielse af Midgårdsormens Ham – Kunst, Natur og Fantasi i Skøn Forening 

De sidste elementer til kunstværket Midgårdsormen blev fredag middag fragtet på smukkeste vis: sejlet fra Hobro til Bramslev Bakker med en fiskekutter, der trak en tømmerflåde med de fire meter brede jernstykker, der ”bærer” kunstværket. En poetisk ankomst, der i sig selv satte stemningen for det eventyr, der ventede i bakkerne. 

Med udsigt over det smukke, bakkede landskab i Bramslev Bakker blev Midgårdsormens Ham officielt indviet – og det blev en oplevelse. Kunstneren bag det farverige og dragende værk, Johnny Haugaard, også kendt som Blomstermanden, har skabt en kunstinstallation, der både overrasker, fortryller og engagerer. 

Midgårdsormens Ham slynger sig som en legende skabning gennem naturen – et sanseligt kunstværk fyldt med tekstiler, farver og strukturer, som inviterer både børn og voksne til at gå på opdagelse. Det er kunst, man må røre, bevæge sig i og mærke på egen krop. En oplevelse, der forbinder mytologi og samtidskunst med naturens egen poesi. 

Selvom Midgårdsormen senere på sommeren vil sno sig videre gennem Hobro og hele vejen til vikingeborgen Fyrkat, har den smidt hammen her i Bramslev Bakker – som et midlertidigt hvil og en gave til festivalens gæster. 

Værket er en levende fortælling, der bringer landskabet til live og sætter fantasien fri.