Vil du gerne bo midt i naturen, er Campingpladsen Bramslev Bakker stedet. Campingpladsen ligger lidt uden for byen i den smukke natur i Bramslev Bakker og med udsigt over Mariager Fjord, som ligger lige nedenfor. I Bramslev Bakker ligger også Hotel Bramslev Gård, der byder på dejlige værelser, wellness, gourmet samt møde -og konferencefaciliteter. Bakkerne – Bramslev Bakker – blev fredet i 1933 og er et fantastisk dejligt område, og her vokser nogle af Danmarks største enebærbuske. Herregården har været i familiens eje siden 1951 og har beværtet gæster siden 1959. Det andet hotel, Hotel Amerika, ligger tæt på byen i Østerskoven. Hotellet hedder Amerika efter en mand, som i 1800-tallet udvandrede men vendte tilbage og byggede nogle huse. Når man fra Hobro skulle besøge ”amerikaneren” sagde man, at man skulle besøge ”Amerika”, deraf kommer navnet.