Johnny Haugaards Naturudstilling DANMARK er åben

Johnny Haugaards Naturudstilling DANMARK er åben

Fredag 11. juli valfartede gæster til GASmuseet i Hobro. Her åbnede den længe ventede naturudstilling DANMARK, som Blomsterkunstner Johnny Haugaard står bag. Inden åbningen var der gratis foredrag med manden selv – og her skinnede solen på de mange fremmødte.

“Jeg troede slet ikke, at der ville komme SÅ mange” sagde en glad og lettet Johnny Haugaard, da han indledte foredraget fredag kl. 11.00. I baggrunden kunne man mærke, at der blev syslet til det sidste. De kreative frivillige fik sat sidste hånd på udstillingen, teknikken blev tjekket igennem og der blev fejet lige inden gæsterne gik på opdagelse i det magiske univers.

Udstillingen, der åbnede fredag, er ligesom Johnnys tidligere udstillinger, en sanselig og stærk oplevelse, hvor man bliver mindet om naturens værdi i en teknologisk tid. Går man en runde i udstillingen støder man på både mos, blomster og jordrødder, men også ler og salt, hvoraf sidstnævnte stammer fra undergrunden lige udenfor Hobro. Udstillingen har fået navnet Danmark – og det er ikke tilfældigt. I vikingernes hjemstavn, som Hobro ofte kaldes, er ringborgen Fyrkat et stærkt vidnesbyrd på, at stedet har haft en stor strategisk betydning for landet i vikingetiden. Og med Vølven, der er fundet i en grav ved Fyrkat, er der ingen tvivl om, at Harald Blåtand har haft sin gang netop her. Vølven er en stærk gennemgående figur i denne udstilling, ligesom både Jellingestenen, Dronning Thyra og Gorm den Gamle er repræsenteret.

Værd at vente på

Dagene op til åbningsdagen 11. juli ville spændingen ingen ende tage – for blev udstillingen mon udskudt igen? Især hos Destination Himmerland, der har stået for en stor del af markedsføringen og kommunikationen omkring projektet, blev telefonen hos Louise Rosenkilde, der er Presse- og kommunikationsansvarlig, da også tjekket lidt oftere end vanligt i ugerne op til åbningen. “Jeg ved, at når Johnny ringer en lørdag morgen, så venter der noget mere arbejde til os,” siger Louise Rosenkilde med et smil og tilføjer, at dette projekt, ligesom det i Aars, er en gave til området: “Vi ved med erfaringen fra Aars, at Johnny er en person og en kunstner, der virkelig kan formå at tiltrække mange gæster til Himmerland. Vi kunne allerede mærke en stigende interesse fra gæsterne i ugerne op til åbningen af Midgårdsormen og denne interesse er blot steget de sidste par uger.” Hun understreger også, at det har været en stor fornøjelse, ikke blot at arbejde med Johnny, men ligeledes at følge med i processen og se den forvandling der sker dag for dag.

Og forvandlinger er der sket masser af de sidste to måneder i Hobro. I bybilledet har de lokale kunne følge med i skabelsen af Midgårdsormen, og på GASmuseet har der heller ikke hersket tvivl om, at der var fuld gang i kreativiteten både ude og inde.

Hos Café K, der ligger på Hobro Havn, har man også lagt mærke til, at der er flere gæster, end der plejer. “Vi kan godt mærke at det smitter af. Der er mange nye ansigter blandt vores gæster og jeg er slet ikke i tvivl om, at alle de aktiviteter, der er i byen – og især her på havnen – gør, at der er flere gæster, end der plejer.” Siger indehaver af Café K, Kim Vintersbølle. Udenfor caféen, er der også dukket noget af Midgårdsormen op af jorden og i den kommende uge flytter den indenfor. “Jeg glæder mig til at se, hvad Johnny og de frivillige finder på at lave inde i caféen – de har fået frie hænder, så vi ved jo ikke helt hvad der kommer til at ske,” slutter Kim Vintersbølle.

I den kommende tid vil der fortsat blive arbejdet på at finpudse Midgårdsormen, dens ham i Bramslev Bakker og udstillingen på GASmuseet. “Jeg glæder mig til at holde sommerferie i Hobro – eller ferie, bliver det nok ikke helt. Det er så utroligt smukt et sted, som jeg håber, der er mange der får øjnene op for i den kommende tid.” Siger Johnny Haugaard, der allerede dagen efter åbningen er i gang med at arbejde videre sammen med de frivillige – og rydde op i byen.


For yderligere information:

For mere info om Johnny Haugaards projekter i Himmerland: www.visithimmerland.dk/midgraardsormen

Om Destination Himmerland:

Destination Himmerland arbejder for vækst i turismen på tværs af Vesthimmerlands og Mariagerfjord kommuner ved at lave destinationsudvikling, brande og markedsføre Himmerland og understøtte turisterhvervets samarbejder og produktudvikling.