Kunstetagerne i Hobro
Kunstetagerne er en kunstbygning i Hobro med moderne kunst, kunsthåndværk og design. Bygningerne blev før brugt som bryghus, men blev ombygget til unstetagerne i 2004 med et samlet udstillingsareal på 1015 m2 fordelt på fire etager.
Kunstetagerne viser skiftende udstillinger af Hobro Kunstsamling og Mariagerfjord Kunstforening. Hobro Kunstsamling blev grundlagt i 1975 og opkøbte værker af 20 af landets førende kunstnere – fortrinsvis fra kunstnersammenslutningerne Grønningen, Den Frie, Koloristerne og Corner. I dag er det blevet til 45 tilknyttede kunstnere inden for dansk samtidskunst.
Mariagerfjord Kunstforening blev stiftet i 1946 og viser udstillinger med dansk og international kunst. Det er stadig muligt at fornemme husets oprindelige funktion som bryggeri, hvilket giver kunsten robuste og interessante rammer.
En tur op gennem Kunstetagerne i Hobro er altid en spændende oplevelse.
Man møder kunst af nogle af Danmarks mest anerkendte kunstnere. Og man kan glæde sig over arkitekturen og atmosfæren i det gamle bryghus – ikke mindst på en dag, hvor solen finder vej gennem de mange små og større vinduer.