Projekt Midgårdsormen i Hobro

Informationsmøde for frivillige – Projekt Midgårdsormen i Hobro

Tirsdag den 20. maj 2025 blev første kapitel i det ambitiøse kunstprojekt Midgårdsormen skrevet i Hobro. Under blå himmel og i forårets lune brise samledes en stor flok frivillige ved Gasmuseet for at tage del i starten på denne sanselige og fællesskabsbårne kunstinstallation, der har rødder i nordisk mytologi og lokalt engagement.

Tirsdag aften blev der holdt informationsmøde for andre interesserede.

Projektet, ledet af kunstner Johnny Haugaard – kendt som Blomstermanden – har til formål at skabe en stor skulpturel ”slange”, der vil bugte sig fra Hobro Havn og hele vejen ud til vikingeborgen Fyrkat. Installationen bygges løbende af materialer som pil og jern samt over 1 mio. pinde, som bliver samlet og sammensat i fællesskab. Mange af pindene, der indgår i værket, bærer en personlig historie eller et ønske, hvilket forener nutidens behov for sammenhæng og fællesskab med fortidens fortællinger.

Mytologisk set er Midgårdsormen symbol på ragnarok, og det er sådan, Johnny Haugaard desværre ser meget i verden lige nu. ”Men i stedet for Ragnarok og dommedag fodrer vi Midgårdsormen med positivitet, gode historier og fællesskab. Det er det, der gør Midgårdsormen unik”, fastslår Johnny Haugaard.

Alle nødvendige tilladelser er på plads, og projektet er støttet af Sparekassen Danmark Fonden Hobro og SMH Holding, hvilket sikrer, at installationen bliver en gratis oplevelse for offentligheden. For dem, der ønsker at deltage aktivt, er der mulighed for at male en pind og binde den på i løbet af sommeren. Derudover tilbydes indkvartering for kun 100 kr. pr. nat.

Kerneværdien i Midgårdsormen er fællesskab. Projektet inviterer borgerne i og udenfor Mariagerfjord Kommune til at tage del i noget større – og meget håndgribeligt. Det er ikke bare en udstilling – det er en levende proces, hvor alle kan være med.

Med forventet åbningsfest om seks uger og fortsat vækst og udvikling frem til efteråret, er Midgårdsormen et projekt, der vokser med byen og forener mennesker på tværs af generationer og interesser. Det er en gave til byen, kommunen og området, og en fortælling vi kan være stolte af i mange år frem.