En sejltur med Svanen på Mariager Fjord er en enestående smuk og idyllisk rejse gennem et fantastisk landskab fyldt med natur- og kulturhistoriske oplevelser.
En fugletur på “Hjuldamperen” Svanen er en guidet sejltur på fjorden, hvor en ornitolog fortæller om fjordens rige fugleliv. Mariager Fjord er rig på både plante og dyreliv og er bl.a. et vigtigt raste- og fourageringsområde for mange vandfugle. Den lysbugede knortegås, der yngler på Svalbard, opholder sig periodevis i området fra september til marts.
Der er tale om næsten hele verdensbestanden på ca. 5.000 gæs, som i denne periode, alt afhængig af vejret, veksler mellem Lindisfarne i England og Mariager Fjord, hvor de “tanker op” til den kommende ynglesæson. Fra Mariager Fjord trækker gæssene videre til bestemte lokaliteter i Limfjorden, bl.a. Agerø, før de sidst i maj sætter kursen mod ynglepladserne på Svalbard.
Lysregattaen er en enestående måneskinstur i flotte omgivelser – på Danmarks smukkeste Fjord. Det helt specielle ved Mariager Lysregatta er, at alle med eget skib også er velkommen til at deltage. Svanen sejler i front og sætter kursen.